Tømmerup kirkes historie

​​​TØMMERUP KIRKE  – ARS HERRED
Kirken er i Roskildebispens jordebog ansat til 1447 nævnes en præst, og ligeledes 1492 samt 1499. 1567 talte sognet 52 tiendeydere. Endnu 1666 ansås patronatsretten for kongelig, men 1672 fik amtmanden over Kalundborg og Holbæk amter, rigsråd Jørgen Bjelke skøde på kirkens tiende, hvorimod kaldsretten forblev hos kongen, indtil den ved skøde af 18. marts 1699 overlodes til assessor i Admiralitetskollegiet Jens Hellegaard. Dennes arvinger solgte 1736 kirken til landsdommer, justitsråd Johannes Christensen, der imidlertid kort tid senere videresolgte den til en upriviligeret person, gårdejer Jens Povelsen, hvilket medførte, at jus vocandi (kaldsret) faldt tilbage til kongen. 1744 købte general Chr. Lerche kirken som led i sine godserhvervelser omkring Kalundborg, og kirken lå, indtil overgangen til selveje fandt sted 20. nov. 1912, under det af Lerche oprettede stamhus Lerchenborg. En senere ejer heraf tilskødede 11. dec. 1804 jus vocandi til kongen.

Sagn: Ifølge en sen kilde søgte sogneboerne forhen en anden kirke, indtil de fik tilladelse til at bygge denne. Endvidere hedder det, at kirken skal være blevet bygget på et levende lam, hvis genfærd vandrer omkring kirken til stor forskrækkelse for menigheden.

Kirken ligger på toppen af et bakkedrag i landsbyens søndre udkant, mellem præstegården
Holbæk-Kalundborg landevejen. Fra kirkegården, hvor terrænet hovedsagelig falder mod øst
og vest, er der således udsyn over åbne marker mod syd og industribyggeriet omkring Kalundborg i vest. Selve kirkegården synes i det væsentlige at have bevaret gamle grænser, men er dog 1882 udvidet mod vest.

Kirkegårdens hegn og indgange
Ældst er den østre hegnsmur langs gaden fra landevejen mod gadekæret i landsbyens midte.
Det er en svær markstensmur, som står hvidkalket og afdækket af røde vingetegl med udadvendt
fald. Tilsvarende mure indhegnede tilsyneladende allerede kirkegården i 1660’erne, da  afdækningen repareredes med nye tagsten.1831 manglede ringmurene tagsten, og behov for hvidtning nævnes. De øvrige sider hegnes nu af blanke kløvstensmure med enkelte skifter af gulsten under afdækning af vingetegl. Murene, som i korte afsæt følger terrænets fald,stammer formentlig delvis fra 1859, da det hedder, at »det meste af ringmuren var nyopført« dog må murene omkring den vestlige udvidelse nødvendigvis være et kvart århundrede yngre.Inden for hegnet i syd og vest står en række store elme, mens hovedindgangen flankeres af to lindetræer.

Hovedindgangen, en køreport i øst, flankeres af gulstenspiller, prydet med korsblændinger.
I pillerne er ophængt nyere trætremmefløje i stedet for de oprindelige af jern. Selve portpillerne
er opført 1861, og således lige som nordmurens to låger jævngamle med kløvstensmurene.

Af de to sidstnævnte indgange giver den østligste – ud for korgavlen – adgang fra kirkestien langs med den 1941 anlagte parkeringsplads, mens den vestre – ud for våbenhuset – åbner sig mod præstegården. Begge låger har piller af gule mursten og smykkes af en lille korsblænding; de afdækkes af små saddeltage, belagt med munke og nonner. Dørfløjene er af træ, der for præstegårdslågens vedkommende står rødmalet. Sidstnævnte indgang nævnes 1669 og 1734 efterlyste synet »Stætter« (d.e. stenter, en muret overgang) i begge låger »for at holde fred på kirkegården for kreaturer. Samme formål tjente den †kirkerist, som repareredes 1662.

Bygninger m.m. på kirkegården
I nordøstre hjørne er 1896 opført et ligkapel,der 1970, samtidig med at den oprindelige funktion overgik til kirkens nordre våbenhus, indrettedes til at rumme varmeværk, redskabsrum og toiletter (arkitekt Marinus Andersen). Bygningen er opført af gule sten og står tækket med røde
vingetegl. Sydgavlen ligger i flugt med nordre ringmur og præges nu i detaljerne af ændringer
som følge af nyindretningen: I den store spidsbuede portal er indmuret en mindre fladbuet
dør, ligesom de flankerende vinduer er lukket og nu fremtræder som spidsbuede blændinger i
analogi med den oprindelige, korsprydede i taggavlens top.

1981 er opført et tømret redskabshus uden for nordmuren, umiddelbart vest for kirkestien. Rester af en senmiddeladerlig †kirkelade, som lå umiddelbart øst for kirkestien med søndre langside i flugt med ringmuren, er fjernet, 1940, i forbindelse med parkeringspladsens anlæggelse.

Laden, som ønskedes repareret, beskrives i 1918 som et hvidkalket, stråtækt beboelseshus.
Langmurene var af munkesten i munkeskifte; men hverken gavlene eller andre oprindelige
detaljer var bevaret. 1904 gaves tilladelse til opførelse af et eller to †nødtørftshuse, henholdsvis i kirkegårdens sydøstre og nordvestre hjørne, tilsyneladende nøjedes man med ét, som fjernedes i 1970 og lå, hvor redskabshuset nu står.

Det brolagte fortov omkring kirken er omlagt inden for de seneste år.

KIRKEBYGNINGEN
Kirken består af kor og skib samt rester af et påbegyndt vesttårn, alt formentlig rejst inden udgangen af 1100’rne. Hertil er føjet fire senmiddelalderlige tilbygninger, af hvilke nordsidens våbenhus (nu ligkapel) er ældst, mens de øvrige tre – sakristi, våbenhus mod
syd og tårn – stammer fra middelalderens sidste årtier. Orienteringen er omtrent solret.

Materiale og teknik
Den første stenkirke er opført af rå og kløvede marksten, lagt i nogenlunde regelmæssige skifter mellem kvadersatte.Triumfgavlens vestside med aftryk efter skibets oprindelige tagværk.
Fra tilbygningernes loftsrum og på overvæggene ses at ydermurene oprindelig dækkedes af grovkornet puds, mens pudsen på indervæggene trods betydelig ujævnhed har glittet karakter.
Pudsen, der strækker sig op på gavlene, har stået overhvidtet.

Ved skibets sydøstre hjørne er murhøjden 4,5 m, målt fra brolægning til murkrone.

Vindue og dør
Det eneste oprindelige vindue er korets nordre, som i forbindelse med hvælvslagningen er lukket med en omhyggelig udført tilmuring af munkesten ca. 40 cm inden for ydre murflugt og i denne tilstand er delvis synligt fra sakristiets loft. Dets stik er tilsyneladende af kiledannede kvadre, mens smigene er regulariseret med puds; åbningens bredde i murflugten andrager ca. 87 cm, og issepunktet sidder 45 cm under den oprindelige murkrone.

Døren i syd er borttaget af en sekundær åbning, hvorimod den nordre er bevaret, omend tilmuret fra indre murflugt og indtil ca. 32 cm fra den ydre. Den er af romansk normaltype: udvendig rundbuet, indvendig smiget niche med vandret plankeafdækning. Den udvendige åbnings vestre karm er sat af let fremspringende kvadre, østkarmen og bueslaget er derimod ommuret, til dels i forbindelse med tilbygningens retablering og indretning som kisterum i 1970.
Ved en tidligere undersøgelse skal den indre niches hjørner mod kirkerummet have stået med kvartstave – et usædvanligt træk, som nu ikke umiddelbart kan iagttages; i nichens vestre vange ses tæt ved den ydre bue en stapel og i østvangen slidse (i træprop) til låsepal.

Den runde korbue har kragbånd  I koret har loftsbjælkerne hvilet på murkronen, mens de i skibet har været indbygget, hvilket bl.a. fremgår af aftryk på gavlene. Endvidere er korets bjælker bevaret efter en ombygning der bl.a. indebar forhøjelse af flankemurene. Herved indkapsledes de i murkronen og står således nu som ca. 40-50 cm dybe huller, ifølge hvilke bjælkernes tværmål har ligget på ca. 20 X 20 cm. Det skal endelig nævnes, at bindbjælken i skibets østligste spærfag, der har ligget ved triumfgavlens østside, er bevaret i skikkelse af en oprindelig helt overpudset, 20 cm høj ankerbjælke.

Triumfgavlen og skibets vestgavl står helt dækkede af puds, der imidlertid for vestgavlens vedkommende delvis er faldet ned. På ydersiden af vestgavlen ses såvel i tårnrummet som mellemstokværket fremspringende kampesten, der må opfattes som fortandinger til et påbegyndt, men aldrig fuldført tårn - en situation, der ikke er uden paralleller i det tidlige sjællandske tårnbyggeri.

Ændringer og tilføjelser
Den første væsentlige ændring af kirken er en øjensynlig fuldstændig fornyelse af korgavlen, som muligvis har afløst en brøstfældig †apsis? på det østover faldende terræn. Korets kalkmaleri-udsmykning viser, at denne ombygning næppe kan være gennemført før 1300, og i selve blændingsudsmykningen er der intet til hinder for en datering til 1300’rne. Materialet er indtil taggavlens fod genanvendte marksten, lagt i rodet skiftegang og udspækket med teglbrokker, mens vinduet og selve taggavlen er af munkesten, lagt i munkeskifte.

Gavlvinduet synes udformet i analogi med de gamle rundbuede, smigede åbninger; men adskiller sig ved at lysningens bue sidder 17 cm lavere end smigbuens underkant. Vinduet, som er blændet fra lysningen mod det ydre, måler 170 x 80 cm ved indre murflugt.

Korets flankemure er samtidig forhøjet som følge af en ændring af tagværket: Mod det indre er forhøjelsen hovedsagelig af marksten og pudset, mens den udvendig fremtræder som en fire skifter høj gesims af blanke munkesten, hvis tre øverste skifter er lutter trinvis udkragede kopper

Taggavlen, der formentlig har stået med glatte kamme, prydes udvendig af tre spidsbuede høj blændinger, af hvilke den midterste omfatter en smal lyssprække, som mod loftet indrammes af rundbuet niche.

Hvælvene i kirkens to hovedafsnit er antagelig opført i 1400’rne, men ikke samtidig, hvortil
kommer, at variationer i skibets pilleformer antyder en etapevis tilblivelse her. I koret er slået to fag, som hviler på piller uden vederlagsmarkering. De spidse skjoldbuer er halvstens langs flankemurene, helstens ved gavlene. Gjordbuen har helstens bredde, ribberne, hvis nakke er synlig på hvælvets overside, halvstens. I sviklerne ses små rektangulære spygat, mod hvilke de udmurede lommer har fald. Samtidig med hvælvslagningen og den hermed forbundne fjernelse af bjælkeloftet og tagværksændring, er flankemurene forhøjet med to skifter munkesten, der har stået uhvidtet, svarende til den ældre forhøjelse. Forholdet kan nu kun iagttages på nordmuren, idet sydsidens gesims samt store dele af muren herunder hidrører fra hovedrestaureringen 1865, der tillige indebar ommuring af den tilhørende vægpille under gjordbuen samt de midterste dele af hvælvkapperne mod syd.

Den ældste af tilbygningerne er nordsidens våbenhus (nu ligkapel), som ifølge sin blændings-dekoration kan stamme fra tiden o. 1400. I østmuren sidder en lille lysåbning, oprindelig vel et fladbuet vindue med ud- og indvendig fals, men senere ændret til et lille rundbuet. Gavlens rundbuede dør har ydre, spidsbuet spejl, men åbner sig mod selve rummet i en bredere niche. Døren er restaureret 1970. Taggavlen står nu med glatte kamme og stumpen af en toptinde, der 1734 siges at være faldet ned.

Det kan i øvrigt ikke udelukkes, at gavlen oprindelig kronedes af kamtakker. Over døren prydes
murfladen af en dekoration, som bl.a. opviser slægtskab med tilsvarende murprydelser på
Gierslev kirkes nordkapel. Fodlinjen markeres af et savskifte, hvorefter følger en trappefrise.
Herover rejser sig tre spidsbuede højblændinger, af hvilke den midterste har tvillingedelt stik, samlet på affaset konsol; samme blænding omslutter en rundbuet glug, der mod loftsrummet åbner sig i fladbuet niche. De tre højblændinger indrammes af fem småblændinger.

Formentlig er våbenhuset tidligt benyttet til sekundære formål og er således identisk med det kalkhus, der nævnes forbindelse med reparationer. 1881 tjente det i hvert fald som materialhus, og døren til kirken var blændet. Senere indrettedes her fyringsanlæg, indtil man 1970 restaurerede bygningen med henblik på den nuværende funktion.

Søndre våbenhus og tårnet er ifølge blændingsgavlene samtidige og formentlig rejst i løbet af 1500’rnes første tredjedel. Materialet er munkesten i munkeskifte over markstenssyld.
Flankemurene krones af fremspringende savskifte under glat gesimsskifte. Ingen oprindelige åbninger er bevaret; men endnu står taggavlen, som krones af ni kamtakker, med sin dekoration i skikkelse af syv vandret falsede højblændinger over et savskifte i fodlinjen; midterblændingen omslutter en lille fladbuet glug, der mod loftsrummet står med vandret plankeafdækning. Muligvis er taggavlens øvre del først færdiggjort efter et byggestop af kortere eller længere tids varighed, idet et vandret skel - tre skifter over loftsgluggen - er tydeligt på gavlens indvendige side.

Det indre overdækkes af et samtidigt hvælv, hvilende på forlæg undtagen mod skibet, hvor en helstens, rundbuet skjoldbue er opmuret. Ribberne, som mødes i diagonalstillet topkvadrat,
er halvstens brede. Såvel den spidsbuede dør som det tilsvarende vestvindue er indsat 1865.

Tårnet er opført af munkesten i munkeskifte over en markestenssyld, der springer kraftigt
frem såvel ude som inde. Forbindelsen mellem skib og tårnrum tilvejebringes af en spidsbuet
arkade i skibets vestgavl; den kraftige forhugning af buestikkets side mod skibet skyldes
hensyn til et †pulpitur. Særlig bemærkelsesværdigt er tårnrummets gulv, der hæver sig
næsten en meter over skibets og gradvis - svarende til terrænet omkring tilbygningen - stiger
mod vest, hvor fonten oprindelig havde sin plads. Væggene brydes af spidsbuede spare-blændinger, af hvilke den vestre omslutter et spidsbuet vindue fra 1865?, hvis ydre spejl af samme form imidlertid er oprindeligt. Adgangen til de øvre stokværk sker via nordsidens trappehus, som har halvtag, afdækket med munke og nonner.

Den fladbuede, falsede underdør åbner sig til en muret spindel med loft af fladbuede binderstik. Trappen, som belyses gennem en lille, rektangulær sprække i nordmuren, udmunder i en fladbuet, meget slank overdør, afdækket med rulskiftestik mod mellemstokværket. Denne etage, som tilsyneladende aldrig har haft et gulv, belyses gennem fladbuet, ud- og indvendigt falset vestvindue.

Klokkestokværket har til alle fire verdenshjørner et glamhul, bestående af to slanke, tæt-siddende åbninger, samlet i en ligeledes fladbuet blænding, såvel ude som inde. Flankemurenes gesimser og de kamtakkede, øst-vestvendte taggavle med højblændinger over savskifte svarer helt til udsmykningen af sydsidens våbenhus. Gavltrekanterne brydes af åbentstående bomhuller, og i vestgavlen sidder tillige to fladbuede »kalkeluger«.

Sakristiet ved korets nordside kan være den sidst tilkomne af de senmiddelalderlige tilbygninger. Materialet er munkesten i munkeskifte over en markstenssyld, der især er synlig mod nord og i øst, hvor terrænet falder. Taggavlen har ni kamtakker og en blændingsdekoration, bestående af fem højblændinger med trappestik; i den næstvestligste af disse findes en lille trekantet lysglug. Ingen oprindelige åbninger er bevaret.

Det fladbuede, smigede østvindue er formentlig indsat ved restaureringen i 1865. Den udvendige
norddør nævnes allerede i 1734, men antagelig er den firkantede åbning, som sidder i bunden af en niche med spidsbuet afdækning (små gule sten) udformet ved en senere lejlighed.
Adgangen til koret sker gennem en fladbuet dør.

Eftermiddelalderlige reparationer og ændringer
Kirkens udsatte beliggenhed har været medvirkende årsag til idelige reparationer af tårnet, især dets sider mod syd og vest, der præges af gentagne skalmuringer (senest 1974), udført dels med store røde mursten, dels med en nyere tids gulsten samt moderne munkesten. Talrige murankre supplerer dette indtryk af omfattende arbejder, af hvilke et er gennemført 1656 ifølge en række cifferformede ankre på sydsiden.

Herudover vidner bevarede regnskaber fra 1600’rnes sidste tredjedel om behovet for vedlige-holdelse: 1668 repareredes østsidens glamhul, og året efter måtte man indlægge en stor ankerbjælke i tagværket, - arbejder, som udførtes af Anders Nielsen og Madtz Jensen, begge fra Kalundborg. 1670-71 skalmuredes og forankredes syd- og vestsiden fra grunden indtil taget på de steder, »hvor store stykker mur var faldet ned«. 1695 siges sydvesthjørnet at være brøstfældigt, hvilket blev afhjulpet ved at opsætte en hjørnekæde af granitkvadre.

Sidstnævnte reparation kan dog være udført væsentlig senere, muligvis så sent som ved kirkens
hovedistandsættelse 1865 (arkitekt Vilhelm Tvede). Denne restaurering, hvis hovedpunkter ikke er specificeret, synes at have været meget omfattende. Et bevaret udkast fra1863 som ganske vist ikke blev fulgt i alle enkeltheder, tyder på, at der især blev lagt vægt på at harmonisere de fra landevejen synlige sydfacader.

Således er der her i koret og skibet indsat spidsbuede vinduer med støbejernsstel. Endvidere opførtes nye udvendige støttepiller, og for korets vedkommende er størstedelen af muren samt de tilstødende hvælvkapper ommuret med de små gule sten, som ligeledes er benyttet til piller og vinduesindfatninger.

Restaureringen omfattede tillige våbenhuset, som fik nye døre og et vindue i vest, alle spids-buede. Også sakristiets fladbuede østvindue er indsat ved denne lejlighed, og det samme gælder antagelig tårnrummets spidsbuede vestvindue

To enkeltheder - skibets bloktandgesims og kamtakkerne på korets og skibets gavle - er udført med store mursten, men hidrører sandsynligvis alligevel fra en eftermiddelalderlig restaurering. Tidspunktet er muligvis restaureringen i 1845, men under alle omstændigheder inden de gennemgribende forandringer tyve år senere under Vilhelm Tvedes ledelse.

De seneste store restaureringsarbejder gennemførtes i årene 1970-83, først under ledelse af arkitekt Marinus Andersen og senest for det indres vedkommende efter forslag ved arkitekt
Ebbe Lehn Petersen. Den etapevise gennemførelse omfattede følgende punkter: Indretning af
kisterum i nordre våbenhus (1970), fornyelse af tårnets tag og murværk (1972-75), tilsvarende
arbejder på skib og våbenhus (1977-80) samt på kor og sakristi (1979).

Gulvene er for sakristiets, korets og våbenhusets vedkommende lagt med store ottekantede
gulstensfliser, som veksler med små røde af kvadratisk form. Disse gulve, som antagelig stammer fra restaureringen i 1865, er delvis omlagte ved de seneste arbejder. Dette gælder
tillige gulvet i skib og tårnrum, som er af gule sten på fladen uden fuge, idet der dog i stole-staderne er hvidskurede brædder.

I ligkapellet (nordre våbenhus) er 1970 lagt kantstillede gulsten i sildebensmønster med fuge. Mens koret er et trin hævet over skibet, udmærker tårnrummet sig ved sit højtliggende, østover faldende gulv, hvortil tre trin fra skibet giver adgang.

Ved udgravning til varmeinstallation i skibets gulv 1920 påtraf man ca. 40 cm under den eksisterende belægning levn af et formentlig oprindeligt gulv, bestående af marksten, udstøbt i kalkmørtel.

Da man 1982 optog det eksisterende murstensgulv i tårnrummet, fandtes 13-18 cm herunder det oprindelige †gulv af røde munkesten, hvortil der foran vestvinduet sluttede sig et lavt fontepodium, hvis sydøstre hjørne markeres af en tilhugget granitsten

Vinduer
Det brede rundbuede stik, som udvendig er synligt over skibets østre vindue på sydsiden kan muligvis være ældre end hvælvene i betragtning af dets asymmetriske position i forhold til kirkerummets fagdeling. Dette gælder imidlertid ikke stikket til et stort fladbuet vindue, som indvendig er synligt over vestvinduet i samme side af skibet. Denne åbning var muligvis senmiddelalderlig og samtidig med hvælvene; men den kan også have været yngre og indsat i forbindelse med den reformatoriske nyindretning og dens krav om bedre belysning på prædikestolen.

Derimod har de to tilmurede vinduer på skibets nordside, af hvilke det østre var rektangulært, det vestre nærmest kurvehanksbuet, utvivlsomt faet deres endelige form i eftermiddelalderlig tid.

Tagværker
Kirkens hovedafsnit - kor og skib - samt våbenhusene har nyere fyrretræstagværker, antagelig fra 1800’rnes store restaurering; dog indgår heri dele af ældre egetræstagværker, fortrinsvis spær, der er genanvendte som hanebånd. Endelig er der i forbindelse med 1970’ernes istandsættelsearbejder foretaget suppleringer (med trykimprægneret træ), der for søndre våbenhus’ vedkommende må betegnes som en regulær fornyelse.

Sakristiet og tårnet har derimod delvis bevaret ældre tagværker. I førstnævnte tilfælde et spinkelt fyrretræstagværk med hanebånd af genanvendt egetømmer, mens tårnets formentlig oprindelige egetræsstol er af krydsbåndstype med dobbelt lag hanebånd og lodrette spærstivere kæmmet ned over spærfoden; begge tagstole er fornyet ved seneste restaurering, tårnets endog i betydeligt omfang, men med egetræ.

Aftryk på triumfgavlen viser, at korets og skibets oprindelige tagværker har været af gængs romansk type med lav taghældning (ca. 45°) og skråstivere. Korets spær understøttedes således af et enkelt sæt stivere, mens skibet havde dobbelt sæt af 8-9 cm tykkelse.

Et udmuret hul i højde med kortagets kip stammer fra det udtagne rygningsbræt. Ved korets ombygning er tagværket ændret, idet spærene ikke længere kom til at hvile på loftsbjælkerne, der blev indbygget i murkronen. I stedet fik de selvstændige spærfødder over en langsgående rem, der har efterladt sig aftryk ved taggavlens fod ud for nordre flankemur.

Muligvis var tårnet i 1600’rne blytækket, men kirken har længe stået hvidkalket og med tage, der er hængte med røde vingetegl. Ligkapellets bjælkeloft er fornyet 1970 og står brunbejdset,
mens det ældre loft i sakristiet er gråmalet.

Opvarmning
I 1883 opsattes en kakkelovn, som 1918 stod i skibets nordøstre hjørne. To år senere opsattes samme sted et nyt varmeværk (kalorifer), der o. 1942 afløstes af et anlæg med indfyring fra materialhuset (nordre våbenhus) og varmluftsriste, delvis indsat i den gamle, tilmurede norddør (arkitekt Aage Herløw). 1970 ændredes opvarmningssystemet atter, idet varmecentralen nu installeredes i ligkapellet på kirkegården.