Kalkmalerierne i Tømmerup Kirke
Placeringsskitse tegnet af Marianne Nielsen, delvis efter opmåling af Marinus Andersen og Peder Bøllingtoft.
KILDE: http://danmarkskirker.natmus.dk/
Ved kirkens restaurering 1942 fremkom spredte partier af en kalkmaleriudsmykning, som er ældre end hvælvslagningen. Malerierne har dækket væggene i koret og i skibets østre halvdel. De følgende år istandsatte konservator Egmont Lind de malerier, der ansås for bevaringsværdige, nemlig på korbuens underside og på skibets nordmur i første hvælvfag nærmest den vestre hvælvingspille; i samme hvælvfag, ved den østre hvælvingspille, var af dækket endnu et billede, som dog ikke kunne istandsættes på stedet, men blev aftrukket og overført til lærred. Aftrækket er siden blevet opbevaret på Nationalmuseet.
Andre kalkmalerispor fra den samme udsmykning på korets nordmur og på skibets østmur var så fragmentarisk bevarede eller afslidte, at de atter kalkedes over.
I forbindelse med restaureringen af kirkens indre fremdroges 1983 yderligere nogle partier
af samme udsmykning, nu på korets vestvæg og på skibets nordvæg i andet hvælvfag, nærmest den østre hvælvingspille. De nyfremkomne partier istandsattes to år senere af konserveringstekniker Peder Bøllingtoft, og samtidig foretoges en genrestaurering af de tidligere fremdragne malerier. Over hvælvene er farvespor bevarede, men billederne står overvejende meget svagt eller er så kraftigt beskåret af hvælvingerne, at emnerne - bortset fra triumfvæggens- ikke kan bestemmes.
Efter 1250 kalkmaleriudsmykningen, som er malet i 1200’rnes anden halvdel, muligvis i århundredets tredie fjerdedel, tiltrækker sig særlig interesse, fordi den indeholder beretningen om mordet på Erik Plovpenning 1250, og dermed er led i bestræbelserne på at gøre Erik til helgen. Hændelserne omkring mordet skildres i en billedfrise på skibets nordvæg, triumfvæggen har været helliget en dommedagsfremstilling, og i koret har der været billeder fra Jesu barndomshistorie.
Korets nordvæg. I det vestlige hvælvningsfag fremkom 1942 svage og medtagne spor af to
billedscener, der ikke lod sig fotografere, men blev gengivet i en blyantsskitse. Heraf fremgår, at malerierne på væggens vestligste del viste først Jesu fødsel, dernæst Fremstillingen i templet, begge beskåret af hvælvet og ydermere fragmentarisk overleveret. Fødselsscenen var usædvanlig ved at medtage billedet af Jesusbarnet, som vaskes - et apokryft træk, der er almindeligt i byzantinsk tradition, men sjældent i det skandinaviske materiale. Overhovedet viser skitsen kun vaskningen af barnet, idet den hvilende Maria må have været afbildet vestligere på væggen; antydningen af et nedhængende draperi er muligvis levn heraf. Fødselshjælpersken, som er iklædt hovedlin, sidder på en bænk og holder Jesus i armene over et vaskekar, der bevidst er udformet som en døbefont.
I "Fremstillingen i templet" (Luk. 2,22-39) sås Maria stående med Jesusbarnet på armen foran
et alterbord, bag hvilket Simeon rakte hænderne frem for at modtage Herrens salvede; kun
den gamle præsts hænder var bevaret, idet resten af skikkelsen ligesom den øvre del af Marias
ansigt var forsvundet. Bag sidstnævnte sås en stående person, hvis identitet ikke med sikkerhed kan bestemmes.
På begge sider af korbuen findes et højtsiddende billedfelt med underkant i niveau med korbuens vederlagssten. Disse billedfelter, der er stærkt beskåret af det senere indbyggede korhvælv, begrænses foroven og forneden af en kron- og lavfrise, den første med storbladede palmetter, den anden med bølgeranke. Korbuen indrammes af en smal bort med hjerte-palmetter, og under lavfrisen har der været et malet draperi. Brudstykke af Dommedag visende de frelste sjæle vendt mod en engel.
Nordre halvdel: Maria og Johannes. Søndre halvdel: Paulus og Petrus.
I nordsiden lader hvælvet blot en del af den ene vinge fri samt et stykke af en fodsid dragt, i sydsiden derimod dækkes kun halvdelen af overkroppen. Englefiguren holder i hånden et skriftbånd, hvis tekst nu er forsvundet. I øvrigt er figuren placeret så tæt op ad korbuen, at billedfeltet kan rumme endnu en figur foruden engelen.
På korbuens underside er over hver af vederlagsstenene en dobbeltarkade, som indrammer fire glorieprydede figurer: Maria og Johannes i nord, Petrus og Paulus mod syd, der således er bifigurer til det krucifiks, der må tænkes ophængt i korbuen.
Over hver dobbeltarkade ses brystbilledet af en engel mellem tårne, hvilket tjener til at tydeliggøre, at hele kompositionen skal opfattes som en hentydning til det himmelske Jerusalem. Centrum er Lammet, her repræsenteret ved topmedaljonens Agnus Dei. Maria er iklædt en fodsid, hvid underkjortel, hvorover en trekvartlang kjortel af samme farve og endelig en rødbrun kappe, som også dækker hovedet; i venstre hånd holder hun en bog. De øvrige figurer bærer tilsvarende dragter, dog med forskellige mønsterprydelser.
Johannes, der har en elegant frisure med nakkekrølle, holder som Maria en bog; det samme
gør Paulus, med langt skæg, mens Peter, med den karakteristiske tonsur, har en stor nøgle
som attribut.
Triumfvæggen. I en højde af 2,1 m over gulv afdækkedes 1942 svage rester af et draperi og
herover en mæanderfrise. Over hvælvet ses endnu spor af en dommedagsfremstilling: Mod
syd findes hovedet af en engel med glorie og vinger, og svagt anes flere andre ansigter vendt
mod syd, mens ét er vendt den modsatte vej.
Dette må være de fortabte, der af engelen drives bort, mens en ser sig fortvivlet tilbage; sydligst anes en rødlig djævlefigur, der tager imod ved Helvedes port.
På den modsatte, nordre del af triumfvæggen er et tilsvarende englehoved fint bevaret, og engelen viser her de salige, hvis fremstrakte hænder anes, til Himmerig. Fremstillingen forudsætter et billede af Verdensdommeren i midten lige over korbuen, men dette vægstykke er helt skjult bag hvælvet. Billederne afsluttes foroven af en frise, hvor storbladede palmetter er smeltet sammen med en buefrise af hjerteform.
Skibets nordvæg er inddelt med to billedfriser, der adskilles af et smalt, tofarvet bånd. Foroven begrænses billedrækkerne af en kronfrise, hvis ornamentik dog ikke nærmere kan bestemmes, mens lavfrisen, hvorunder malet draperi, består af akantusrosetter i tæt sammenstillede cirkelslag. Emnerne i den øvre billedfrise, der er næsten helt skjult bag hvælvingerne, kan ikke identificeres; kun et hjørne af en kjortelfold ses foroven til venstre i første hvælvfag.
Mordet på Erik Plovpenning
Af den nedre hovedfrises billeder er delvis bevaret tre episoder af mordet på Erik Plovpenning
natten til den 9. aug. 1250. Historien er følgende: Efter lumskt at være pågrebet af sin broder Abel, førtes kongen af dennes mænd bort på Slien i en båd, der snart forfulgtes af en ukendt båd; i det midterste afsnit af de bevarede kalkmalerier illustreres den episode, hvor kongen har forstået, at han vil blive myrdet af for følgerne, og derfor har bedt sine bådsfolk om i hast at tilkalde en præst, han kan skrifte for. Kongen ses knælende med krone på hovedet; han er iført fodsid, hvid dragt, grøn skjorte og over denne en knælang, ærmeløs kjortel Ansigtet ses i halvprofil, svagt foroverbøjet og med lukkede(?) øjne; et tætklippet skæg er markeret langs kæbelinien, og det lyse hår på hovedet ender elegant i en nakkekrølle.
I venstre hånd holder kongen en lille rund skive, formentlig en oblat han har modtaget, mens
han med den anden hånd overrækker en gave, der mest minder om en bog, til skriftefaderen.
Denne er klædt som biskop og bærer over fodsid, hvid dragt et gult bånd, en stola, hvis frie
ender forneden mødes i en spids mellem knæene; biskoppens hoved er skjult bag hvælvets
skjoldbue, men en nærmere undersøgelse i 1985 godtgjorde, at han bærer en mitra af tidlig
middelalderlig type uden de senere så karakteristiske spidser. Biskoppens ansigt ses i halvprofil, idet han ser ned mod den knælende konge. Skriftemålet foregår ude i den fri natur, hvor biskoppen sidder på jorden, og i baggrunden er to træer, der bugner med frugter - det er jo august måned. Bag træerne ses Herrens velsignende hånd rettet mod kongen. Det østligste afsnit af hovedfrisen, der blev aftrukket, viser med al sandsynlighed selve mordet.
Den synlige del af fremstillingen gengiver en bådstævn, der foroven ender i karakteristisk cirkelform. Bordplankerne er omhyggeligt malet. I bådstævnen sidder en person i lang kappe med høj krave. Ansigtet, hvis træk ikke er bevarede, er i halvprofil vendt mod øst.
Ved bådstævnen står en kriger iført brynje og knælang kappe, der holdes fast i livet af et simpelt bånd. Han synes at tage et skridt mod venstre og bort fra båden. Med venstre hånd holder han om sin sværdskede, der hænger på plads i bæltet, mens sværdet ikke ses.
Krigerens ansigt er i halvprofil med realistiske træk malet med sort farvestreg. På højde hermed ses endnu et ansigt i kanten af det ødelagte parti, ligeledes i halvprofil, men vendt mod højre. Forneden i billedet under bådstævnen og frem til krigerens ben er en uidentificerbar aftegning med brede tværstriber i rødt og gråt; for enden af denne spoleformede aftegning ligger mod øst en tallerkenlignende figur. Sandsynligheden taler for, at dette illuderer det i Slien sænkede lig, til hvilket drabsmændene ifølge krøniken havde bundet en mængde jern, samt at krigeren, der står med sit sværd ved båden, er en af de tre forfølgere, måske ligefrem ham, der med sværdet skilte kongens hoved fra hans krop.
Det vestligste og sidst fremkomne afsnit af hovedfrisen viser atter en bådstævn, lig den førnævnte, og her står en mand med en stage ned i vandet; hans realistisk tegnede ansigt ses i halvprofil mod venstre, hvor han ser ned mod en anden mand, der sidder i båden med ryggen til. Over blusen har denne en lang kappe, der dækker benene, men også oversiden af den kasse, hvorpå han sidder. Kassens fletning er omhyggeligt markeret - en fisker på sin fiskekurv. I skødet ses mellem fiskerens arme en kongekrone på højkant, og endnu er en hårlok af det kronede hoved bevaret ved kronen.
Resten af billedet er ødelagt. Kongekronen er den samme, som ses i skriftemålsbilledet, og
fiskerne i båden illustrerer den del af krøniken, der fortæller, at nogle fiskere under deres dont
på Slien nogen tid efter mordet trækker liget op i garnet.
Teknik og farver
Malerierne er udført på en svær og overhvidtet berapning, sine steder temmelig grov, andre steder ligefrem afkostet. Den meget ujævne bund har formentlig oprindelig ikke været tiltænkt en kalkmaleriudsmykning, men udgør blot den afsluttende vægbehandling ved kirkebygningens opførelse. Malerierne er udført i secco-teknik, med kompositionens og figurernes konturer trukket op i rødbrun farve. Baggrunden har været dæmpet grøn med en blandingsfarve af okker og sort (kul), nu dekomponeret til en grønlig-gul tone. Mod denne baggrund har de hvide klædebon aftegnet sig skarpt, stedvis med irgrønne islæt (kongens skjorte i skriftebilledet, engelens foldestreger i korbuen); også mønje er benyttet til klædedragter (kongens ærmeløse kjortel, engle i korbue), mens afstribninger hovedsagelig er udført med forskellige okker-nuancer tillige med hvidt. I ornamentfriserne er de samme farver med cirkelslag i skiftevis grønt og tvefarvede i zinnober/hvidt. Draperiet forneden er i lysokker med folder i brændt mørkokker.
Stil og billedprogram
Udsmykningen bærer i sin helhed præg af gammel tradition, der giver sig udtryk i den geometriske inddeling i billedfelter og friser, i figurernes opstilling og fremtræden i korbuen, den grønne baggrundsfarve, ornamentfrisernes bundne motiv eller draperimalingen forneden. Samtidig giver en vis elegance sig tilkende i forhold til ældre malerier.
Det gælder ikke mindst billedet med skriftemålet, hvor den unge konge er fremstillet netop så
smuk og vennesæl, som krønikerne omtaler ham; ligeledes indvarsles en ny tid, med en uvant
realisme i krigerens og fiskerens ansigt. Malerierne står stilmæssigt midt i en overgangstid, før gotikens friere udtryksmåde, men det traditionsbundne styrkes ved, at det er vægmalerier og ikke som senere hen hvælvingsdekorationer.
Billedprogrammet lægger op til en hyldest af Erik Plovpenning som helgen og til at mindes det skændige drab som martyrium. Tidligt kom rygter i omløb om jærtegn ved hans grav, der 1258 var overført til klosterkirken i Ringsted, hvor hændelserne omkring mordet er fremstillet i kalkmalerierne, endda med samme bådtype som i Tømmerup.
Mordet affødte en righoldig litteratur, og efterhånden skabtes legender om Erik. Bestræbelserne på at få en helgenkåring i stand bar dog ikke frugt, og Erik Plovpenning blev ikke kanoniseret. I billederne er han da også gengivet uden glorie.
Malerierne i Tømmerup synes at gå tilbage på en tabt helgenfortælling og afviger på flere punkter fra de kendte tekster om drabet. For eksempel er det ikke, som nævnt i teksterne, en præst, men en biskop, der modtager skriftemålet midt om natten, og han sidder ikke i båden, men på landjorden; kongen bliver af fiskerne fundet med kronen på hovedet, mens fortællingen taler om en hjælm, og at fiskerne undrede sig over, hvem de mon havde faet i deres garn; en kilde nævner, at kongen ved skriftemålet gav sit spænde til præsten, men her synes det at være en bog. Naturligt nok har ingen af deltagerne i mordet fortalt om de nærmere omstændigheder.
Det vigtigste i denne forbindelse er imidlertid, at billederne ikke gengiver hændelsesforløbet i kronologisk orden, men er sat op med skriftemålet som centralbillede og et martyrbillede til hver side. Her er det helgenlegenden, der tæller, mere end den politiske propaganda til styrkelse af kongefamilien.